torsdag den 21. september 2017

Götland

Vand, skove, klipper, store sten op af jorden, tranedans og så alle disse byer, der ender på köping. Jönköping, Falköping, Lidköping, Linköping og Norrköping. Det er Götland, og søerne Vättern og Vänern.




De to store søer i midtsverige. 
Vänern er den største sø i Europa, og den er helt speciel med sine 22000 skærgårdsøer.
Vättern med den forholdsvis store by Jönköping i syd og Götakanalen i nord.

Der går motorvej til Vättern fra Malmø/Helsingborg, så det tager ingen tid at komme op til søerne - under 4 timers kørsel.  Undervejs kan man spise lunch på den smukke herregård Toftaholm - et dejligt spisested med smukke omgivelser både inde og ude. Tag afkørsel 82 eller 83 fra E4.

Jönköping
Jönköping er en charmerende by med 90000 indbyggere. Den har en mindre sø på en ene side, som via en kanal gennem byen forbinder den til Vättern.

Byen har en lystbådehavn og en pier med flere restauranter, hvor der ofte er underholdning. Og der er en lang sø promenade, hvor man kan cykle helt til nabobyen Husquarna.

Jönköping har også en livlig midtby med masser af forretninger.
"Store Hotellet" ligger ved kanalen lige overfor nedgangen til havneområdet.
 



Jönköping har haft en stor produktion af tændstikker. Fabrikken er lukket nu, men der er indrettet et museum, som på en ganske interessant måde fortæller historien om produktion af  tændstikker fra begyndelsen til i dag. I dag foregår der en mindre produktion af tændstikker i Tidaholm.

Museet ligger som sagt i det gamle fabriksområde, som i dag er indrettet med mange små virksomheder og forskellige kulturinstitutioner.


Västergötland
Landområdet mellem Vättern og Vänern hedder Västergötland .
Västergötland er Sveriges vugge, hvor der har boet mennesker siden stenalderen. Det er et meget frugtbart landbrugsområde, men der er også vild natur med masser af fugle, elge mm.


Fra Jönköping kører man til Falköping, en søvning lille provinsby, men med en interessant kirke.
Videre til Hornborgasjön, som er et yndet sted for fugleentusiaster.

Specielt om foråret og efteråret, hvor tranerne holder hvil her for at spise. Der er to centre for traner, som om foråret er åbne fra midt marts til slutningen af april. Der står "Trandansen" på skiltet.











Hornborgasjön er tranernes foretrukne hvilested
på vej op gennem Sverige. Om dagen spiser de 1-3 tons korn, som dagligt  spredes ud ved søen.
De behøver altså ikke gå på rov i de omkring- liggende marker, og det har fået forholdet mellem landmænd og traner til at blomstre.
Tæt på det sydlige center ligger:

Klosterruinen ved Gudhem
Gudhems kloster blev opført i år 1250 . Det var dronning Katarina, gift med Erik "den läspe og halte", der skænkede jord og rigdomme, så klostret kunne bygges. Hun tilbragte selv de sidste mange år i klostret og hendes grav ses blandt ruinerne.






Lidköping
Lidköping ligger smukt ved Vänern. Det er noget mindre by i forhold til Jönköping. Men den er meget charmerende med sine træhuse og floden Lidan, som går gennem byen.


Byen har haft en stor porcelænsfabrik Rörstrand.
Den er nu lukket, men der er indrettet et outlet salg af både porcelæn og andre mærkevarer som Fiskars, Iittalia og BodaNova.

Det ligger på den anden side af jernbanen.















Varnhems kloster
Varnhem er Sveriges største kloster fra middelalderen. Det blev bygget 1150 af cisterciensermunke. Klosterkirken er bevaret, mens resten af klosteret står som ruiner.
Tag endelig en tår kaffe i klostercaféens have.




Karlsborg
Karlsborg ligger øverst opppe ved Vättern søen. Byen ligger lige ved Göta kanalen (se mere længere nede). Byen er en langstrakt lidt kedelig by, men strandene på begge sider af byen er dejlige.

Byen har en kæmpestor fæstning, som det tog 90 år at bygge - selvom planen for byggeriet var sat til 10 år. Baggrunden for byggeriet var en satsning på et antal fæstninger inde i land, efter at Sverige havde tabt Finland til Rusland i krigen 1808-09. Ruslands tætte grænse mod Sverige og specielt Stockholm fik byggeriet af fæstningerne igang. Den meget store fæstning var planlagt til at være en reservehovedstad i tilfælde af krig. Derfor kunne den også udover militæret rumme kongefamilien, hele regeringen og landets guldreserver, som faktisk blev opbevaret her i krigsårene 1939-42. I dag er der fortsat militære aktiviteter i fæstningen.


Göta kanalen
Vi boede i Karlsborg ved Göta Kanalen lige ved broen, som åbnes hver halve og hele time.
Hotellet hedder Kanalhotellet og man kan få værelser i annekset med en lille terrasse/balkon ud til kanalen.


Götakanalen er Sveriges blå bånd, som det kaldes. Det er en "vandvej" som sikrer, at man kan sejle fra Göteborg til  Stockholm. Kanalen er 190 km lang og forbinder en lang række søer. Der er over 40 sluser. Selve kanalen løber mellem Sjötorp ved Vänern til Mem ved Söderköping. Kanalen blev indviet i 1832.

Kanalbådene er traditionsrige både, hvor man udover at sejle en mindre tur, også kan booke f. eks. en to dages tur med overnatning i en lille kahyt og spisning i den gamle flotte restaurant med nystrøgne hvide duge. Og det er lækker mad, og selvfølgelig er det også ret dyrt. I 2016 kostede en to dages krydstogt mellem Söderköping og Motala 4200  SEK/ pers.