onsdag den 25. september 2019

Lolland

Lolland

Lolland er en landsdel, vi ofte er ræset igennem for at komme frem til færgen til Tyskland. Men nu skulle det være, og den direkte anledning til at køre derned var, at vi havde fået kokken Claus Meyers hotel i Saxkøbing anbefalet.

Saxkøbing
Saxkøbing ligger tæt på på motorvejen på nordsiden af Lolland.
Byens vartegn er vandtårnetmed det smilende kvindeansigt.


Kokken Claus Meyer har trådt sine barnesko i Nykøbing Falster, og han støtter stadig på mange måder Lolland.
Hotel Saxkøbing er et ældre smukt hotel, som ligger på torvet i Saxkøbing.



Det er dejligt hotel med et godt personale. Der er en rar stemning. Og morgenmaden er god og lidt anderledes end på andre main stream hoteller.

I restauranten serveres både frokost og middag. Om søndagen serveres et stort frokostbord med en meget veltillavet buffet. Der er både klassikere og nye retter, og alle ingredienser er tip top.



Middagskortet er ikke stort, men de serverer  husmandskost fra mandag til torsdag skiftende hver uge. Vi fik "Boller i karry", og det er den bedste boller i karry, jeg nogensinde har smagt.

Sakskøbing er ved at udvikle sig til et gastronomisk centrum med mange producenter af fødevarer omkring byen. På frugtfestivalen i september kan man opleve et bredt udvalg af de lokale fødevarer.
I tilknytning til hotellet er der en butik, hvor man hele året kan købe lokale fødevarer.

Maribo

Maribo er en klosterby. Den går tilbage til 1400-tallets kloster tid og byens domkirke. Byens kloster blev i sin tid grundlagt af Birgitta ordenen - i dag er det en ruin tæt på Domkirken.
Birgittiner-nonnerne er stadig i byen, hvor de driver et refugium. Man kan leje et værelse dér for kortere eller længere tid.


Efter den gamle bykirke brændte  ned i 1596 fik klosterkirken status som byens kirke . Og fra 1804 fik kirken status som domkirke.
Det er en meget smuk kirke, som har stor betydning for byen og for Lolland. Leonora Christine Ulfeldt , som efter fangenskabet i Blåtårn flyttede ind i klosteret, blev begravet i kirkens krypt. Men efter kort tid blev hendes lig fjernet, man antager af hendes sønner, og hun er nu begravet et ukendt sted.




Hotel Søpark

Hotel Søpark ligger smukt ved søen, tæt  ved kirken og meget centralt. Derfor er hotellet et oplagt valg. Mange værelser har en altan med udsigt til søen.






Naturpark Maribosøerne
Naturpark Maribosøerne er et stort område med skønne søer og smukke landskaber. Der er et rigt dyreliv især er fuglelivet meget spændende. Man kan komme på guidede vandringer og man kan om sommeren tage med turbåden "Anemonen". 
Der er også masser af muligheder for selv at udforske naturparken, som har mange stier til vandring og cykling.

Der ligger også et par herregårde i naturparken.

Søholt er en gammel landsbyhovedgård, hvor hovedbygningen blev opført i 1804. 
Søholt ejes i dag af Frederik Lüttichau, og herregården drives som et moderne landbrug med bl. a. skovbrug og professionelt jagtvæsen.


Barokhaven er anlagt omkring 1690 efter fransk forbillede i nyrenæsance stil. Den er en af landets største barokhaver er blevet renoveret i 2009-10.


 Orangeriet i barokhaven


Pavillonen på Skelnæs byggede herskabet på Søholt i 1822 efter engelsk forbillede.
På facaden står der "Lær mig, o Skov, at visne glad" fra en salme af Oehlensläger. Digteren besøgte Søholt flere gange.
Der er borde og bænke inde i pavillonen, så man kan spise sin medbragte frokost. Og der er et toilet.





Herregården Engestofte er en gammel kongsgård, som nævnes første gang 1459. Hovedbygningen er opført i 1805-07. Avlsbygningerne ligger med smuk udsigt til søen.
Der hører en kirke til herregården, og inden i kirken er der en mindeplade for Monica Wichfeld, som var gift med godsejer Jørgen Wichfeld. Hun var modstandskvinde under 2. verdenskrig. Hun  blev taget til fange og døde i fangenskab.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar