søndag den 5. maj 2019

Simrishamn

Hyggelig fiskerby - Simrishamn

Simrishamn, ca. 100 km fra Malmø, er en hyggelig fiskerby med lidt over 6.000 indbyggere. Fiskerihavnen er Sveriges største og rummer en stor fiskeflåde. Simrishamn - eller Simmershavn som byen hed, da Skåne var dansk - har rødder tilbage til 1100-tallet. I 1200-tallet, da sildefiskeriet i Østersøen var på sit højeste, fik byen købstads-rettigheder og blev et centrum i Österlen - det sydøstlige Skåne.

I byens midte og ældste del finder man middelalderbyens små krogede gader med toppede brosten og stokroser ved facaderne. Her ligger pastelfarvede huse med røde tegltage side om side, frodige byhaver bag plankeværker og lave mure. Byens huse, de historiske seværdigheder, havet, gode spisesteder og indkøbsmuligheder er alt sammen med til at gøre Simrishamn til et populært besøgsmål for turister.


Hotell Turistgården
Hotellet ligger centralt i byen og alligevel tæt på havnen og stranden. Det er et meget charmerende hotel, og rosenhaven er helt enestående. Der er utrolig mange roser og en duft uden lige. Alle roser har navneskilte, og hotellet kan hjælpe med at finde frem til en planteskole i nærheden. Og roserne er billigere end i Danmark!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar